Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saaledes fremhaevede lian for Malerkunsteus Vedkommcnde,
at det her maatte vaere vaesenlig afgörende, at denne Kunst kun
har med det ene af de to store Skemata for al menneskelig
Erkenden (litirn og Tid) at göre, — nemlig med Rummet.
Heraf folger for det Farste en staerk Begraensning med Hensyn
til det litiske, da dette ikke uden videre lader sig udtrykke
rumjigt, medens paa den anden Side Skönhedsideen endnu
stiller en anden Fordring til denne Kunst end den, der för
omtaltes (i Dialogen); her bliver nomlig den i alt Synligt herskende
Llarmoni, dette Spil at’ Farver og Linjer, som Göthe beundrede
saa vel i sin Elskedes Ansigt som paa sine Stövler, en
Genstand for Fremstillingen. Noget naer det Samme gaelder om
Billedhuggerkunsten.
Vanskeligere er det at forklare Forholdet med en saa lidet
haandgribelig Kunst som Musikken, der i Modsaetning til de
bild-ende Kunster kun har med Tidens Skema at göre. Enhver vil
vel vaere enig i, at det, der her säges skildret, er Folelserne,
Stemningerne, den ejendommelige Bevaegelse i Sjaelelivets Indre,
der paa ingen anden Maade kan udsiges, men som paa denne
af Naturen selv anviste Vej kan komme til et Udtryk, om hvis
Sandhed og Skönhed der naeppe kan raesonneres, men kun
foles. Durimod er man maaske naeppe saa redebon til ubesét
at indrömme, at ogsaa denne Kunst ligger aldeles udenfor de
etiske Kategorier. Saaledes kan en lidenskabelig Sang af Don
Juan (vi taenke kun paa Melodien, ikke paa Ordene) lige saa
lidt vaere usaedelig, som den kan vaere blaa eller sortegröu, ti
Tonerne udtrykke kun Lidenskabens l.evaegelse, men Lidenskaben
selv er ikke usaedelig. De etiske Kategorier komme forst frem,
idet Lidenskaben naermere bestemmes i Forhold til en
personlig Eksistens, men dermed har Musiken ikke det Ringeste at
skaffe. Hermed strider ingenlunde Kierkegaards bekendte
Op-fattelse i Enten—Eller, livor han gör Musikken til den naturlige
Talsmand for det Daemoniske, thi det Daemoniske saettes her som
lig det IJmiddelbare, Naturdriften, Kraften, Genialiteten, om
hvilket det da forst naermere bliver at bestemme, i hvad Forhold
det traeder til Personligheden, og om Godt eller Ondt skal
re-sultere som Produkt af Förbindelsen. Om deu Eukelte derfor
ved Musikkens Ujaelp styrker og renser Gemyttets indre Kraefter,
eller om han ophidset kaster sig Sanserne i Vold, det
ved-kommer Musikken nöjagtig lige saa lidet, som det vedkommer
Strykninen, om man hruger den til at forgive med eller til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
