Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
over fra Lesbos til Faetlandet. Aphrodite kom forklædt «9111 en gammel,
fattig Kone, over hvem han forbarmede sig, saa han gav hende fri Overfart
Til Lon gjorde Gudinden ham atter ung og saa skjøn, at alle Kvinder for«
elskede sig i ham. — Der har eiisteret to Komedier under Titlen Phaon, en
af Platon, en af Antiphanes; af Platons Komedie er der opbevaret lidt af eo
Scene, hvor Phaon giver Ordre om betydelig Entrée, som de tiistremmende
Kvinder have at betale.
Phaon har formodentlig aldrig eiisteret; han seer nærmest ud til at
være en mythisk Figur, en lesbisk Adonis. Med ham har Komedien da sat
Elskovsdigterinden Sappho i Forbindelse. Yi vide om 6 Komedier, som han
baaret Titlen * Sappho«; og desuden have vi et Fragment af Menandros1
Leukadia, hvoraf sees, at her netop bar været fortalt om hendea Spring fra
Klippen for Phaons Skyld.
Paa denne Basis er Ovids 15de Heroide bygget, og af den aee vi, at
Digtningen for den pikante Modsætnings Skyld havde gjort hende lUle,
gammelagtig og sortsmuttet i Modsætning til den skjønne Yngling. Men Alt er
sikkert kun Komediedigteres Opfindelse, saaledes som først Welcker har ud*
viklet i Skriftet: -Sappho von einem herrschenden Vorurtheil befreit.«
Det er dog ikke nødvendigt, at enhver Opdigtelse om Digtere eller
Phi-losopher skal skrive sig fra Komedien. Det rigtbevægede attiske Liv knnde
vel skabe Anekdoter uden dette Mellemled. Philoaopherne holdt ikke deres
Foredrag for en lille Forsamling i et Universitetsauditorium, men udtalte sig
paa offentlige Pladser, i Søilegange, i Gymnasier, hvor Videbegjærlige og
Nys-gjerrige, Forretningsfolk og Lediggjængere, Yenner og Fjender ligemeget kunde
høre, hvad der biev sagt; og i denne brogede Blanding bevægede Kynikere
og Akademikere, Stoikere og Epikuræere sig mellem hverandre, og spottede
hverandre; de Ukjæmmede og Uvadskede haanede de Rene med de pæne
Klæder, og disse beskyldte hine for Dyriskhed. Philosophernes stridbare
Tunge fandt Tilhørere, som hurtig og villig førte deres Spot videre, og vel
ogsaa kunde forbedre Historien. Skal man finde sig tilrette i Diogenea fra
Laerte, maa man gjore sig al denne Forvirring klar.
•Naar Cicero siger: Den Taabelighed ville vi overlade de letfærdige
Grækere, med slet Omtale at forfølge dem, som afvige fra dem i deres
Anskuelser om det Sande — saa maae vi lade det staae hen, hvor Meget der
maa tilskrives deres Letfærdighed; Meget hidrører udentvivl fra de omtalte
Livsforhold. Men det maa man dog lægge Mærke til, at de vare frie for
enhver Art sentimental Skaansomhed i deres Omgang.«
Slog man tit sin Modstander af Marken ved en 4jærv Spøg, ved en
ubegrundet Paastand, saa skecte det ikke sjældnest paa Talerstolen. Hvor hele
det attiske Folk skulde omstemmes i Løbet af et Par Timer, eller hvor man
skulde føre sin Sag for 500 Almuesmænd, der søgte man naturligvis hellere
sin Støtte i det Sandsynlige end i det Sande, hellere i det, som trods sio
Usandhed var troligt, end i det, som trods sin Sandhed var utroligt Selv
overfor Roms Dommere, som dog bedre maatte kunne gjennemskue
Procura-torflf, da de vare Senatorer og altsaa Statsmænd, brugte man denne Frem*
gangsmaade (Cic. pro Clueut. c. 50.), hvor meget Mere da for en attisk
Folke-jury. Et Exempel paa den Tonart man brugte ved ganske almindelige
Lei-iiglieder, som ved Gjældssager, kan f. Ex. sees af det opbevarede Fragment
af Lysias* Tale mod Alschines.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
