Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
dem, og det varede misandten ikke længe, førend hun
med sit kalkunske Snakketøi havde faaet hele Huset
paa Benene. Faren kom og Ole kom. Og saa blev
der Kommers! Du store Mads! De stod og kjæk-
lede, Jomfruen og de Andre, ligesom Hund og Kat,
Hahaha !»
«Hvor jeg hader den Jomfru,» sagde Susanne
energisk, og hendes Mund fortrak sig til en liden
Grimåce. «Men maatte de da skilles?» spurgte hun
bedrøvet.
«Aa nei, Ole hjalp dem igjen; han var en slu
Fisk, ser du, og saa frygtelig han løi. Gud bevare
mig! — Slutten blev da, at det var Abekattens Skyld,
men det blir for langt at fortælle, det om Abekatten.
Altsaa, lille Jomfru Grethe fik sin Kjæreste, sin Hjer-
teprins; men den gamle Pebermø blev den, som
maatte staa igjen med Skammen, sur og sint som
et andet Hespetræ.»
«Gudskelov !» Susanne foldede Hænderne. «Og
siden levede de lykkelig sammen hele Livet, hvad?»
«Ja, det vet jeg ikke,» svarede Oline dybsindigt.
«Jeg hørte ingenting om det; men vi skal tro det,
Susaunemor; vi skal tro det Bedste,» tilføiede hun,
nikkende overlegent; «thi der var gode Anlæg og
slikt i de Unge.»
Efter en længere, tankefuld Pause, som Oline
benyttede til at studere Kaffegruset paa Koppens
Bund, spurgte Susanne:
«Søndag havde I vist et vakkert Stykke, Moster?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
