Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Forældre var i denne Frihedstime bortveirede ligesom
Skyer for Stormen.
I Nærheden af «Veiten», hvor Oline boede i et
lidet Fuglebur af et Hus, mødte hun Jan Dankert.
Da han fik Øie paa hende, sagtnede han sin slent-
rende, skjødesløse Gang, rettede sin brede, noget kro-
gede Ryg, og tog nølende til Kasketten, idet han sam-
tidigt hostede, Tegn paa, at han vilde tiltale hende
Susanne, som ethvert Ophold nu var ubeleiligt, vilde
passere ham med et let Nik, da det pludselig faldt
hende ind, at Jan Dankert var beskjæftiget ved The-
atret. Han vilde straks gjenkjende hende, naar han
saa hende der; altsaa maatte han paalægges Taushed
ligeoverfor Forældrene! Hun raabte derfor venlig:
«Jan Dankert !»
Han nærmede sig med en Hurtighed, der var
paafaldende, sammenlignet med hans sedvanlige
Flegma, og gjorde et Skrabud, der røbede mere
Jubel over Mødet end nogen egentlig Anstand, ind-
ekserseret af en Dansemester.
«Jan Dankert, du maa ikke fortælle til Far og Mor,
hvis du skulde se mig i Theatret ikvæld. Hører du!»
«Aa, Jomfru Susanne,» stammede han, overvældet
lyksalig over at dele en Hemmelighed med hende, og
over denne venlige Mine. Der skjød en let Rødme
op i hans brede, koparrede Ånsigt med de grove, men
milde Træk, og hans brune, ydmyge Øine lyste under
den sterke Pande dobbelt hjerteligt. Han var i dette
Øieblik næsten smuk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>