Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
ældre .".. Mor! . . . Aa, jeg blir aldrig i Livet
glad mere!»
Stakkers Jan Dankert stod hjælpeløs og saa
kummerfuldt paa hende, idet han borede den ene
Haand ind i den anden, som om det kunde hjælpe.
Han havde aldrig før været i en saadan Stilling.
«Nei, tag ikke saa paa Vei, Jomfru Susanne,»
bad han omsider, «det skjærer én i Hjertet.»
Hun reiste sig. «Jan Dankert, hvad du har gjort
for mig ikvæld; skal jeg aldrig, aldrig glemme dig.»
«Aa, Jomfru Susanne,» sagde han paa sin gamle,
udtryksfulde Vis, aldeles forstyrret i Hovedet af
Blikket nys og disse kjærlige Ord. Jan Dankert
var saa uvant til imødekommende Venlighed fra det
smukke Kjøns Side.
«Bort, bort fra hende,» gjøede Bødkermesteren,
som nu først kom til, efter at have givet Oline et
sidste Glefs til Afsked. «Slik fin og raptunget
Mosjø som du, er for god for hende,» tilføiede han
spodsk, «Adjøs!»
«Godt Ord igjen, Mester,» svarede Jan Dankert
sagtmodigt.
Men Mester hørte ikke paa ham; han greb Su-
sanne haardt i Armen og ledede hende hjem som en
anden Forbryderske. Jan Dankert listede sig stille
efter. Et Stykke fra Huset stansede han; han hørte,
hvorledes den tunge Portdør stængtes igjen efter
dem og faldt til med vældig Larm som en Fængsels-
dør. Derefter blev det tyst; saa lød et svagt, jam-
rende Kvindeskrig, der fik den sterke Jan Dankert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
