Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sem
89
Hun tog ilsomt Skrinet, sluttede det til sit
Bryst, og der faldt en varm, brændende Taare fra
hendes Øie ned paa hans dirrende Haand.
«Tak», hviskede hun og ligesom kjærtegnede
Skrinet, «jeg skal aldrig skille mig fra det!»
«Farvel, Jomfru Susanne!»
«Farvel», hviskede hun, «Farvel, Jan Dankert,
og Gud være med dig paa Reisen. Kan det være
dig nogen Trøst, saa vid, at foruden mine Forældre
er du det Menneske, jeg mest holder af. — Du var
mig altid saa tro og god; jeg skal erindre dig som
min kjæreste -Ven . ... og saa maa du undertiden
skrive til os, Jan Dankert, hører du?»
Han trykkede hendes Haand, uden at kunne
mæle et Ord, og gik. Et Par Skridt frem vendte
han sig og saa tilbage. Hun stod der endnu i den
skumle Gang, med Skrinet i sine Hænder, lige under
dens ene Vinduesglug, hvorigjennem Maanelyset i en
klar Strøm faldt paa hendes taaremilde, bevægede
Ansigt og farvede det dødelig blegt.
Angstfuld traadte han ilsomt nærmere. «Jeg
vet ikke, hvad der gaar af mig i denne Stund,
Jomfru Susanne, men det bæres mig for, som om
jeg aldrig mere skulde gjense Dem, som om jeg nu
havde talt med Dem for sidste Gang . . .>
Han udbredte. sine Arme, men idetsamme lød
Moderens kaldende Røst, og Susanne svandt bort
som et Skyggesyn i Maaneglansen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
