Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
Bernhard skjød Glasset hen til ham. - «Drik,
gamle Kammerat, du er ganske bleg om Næbbet; man
blir ogsaa saa underlig ved disse gamle Historier.»
Onkel Hans lagde ikke Mærke til denne Be-
vægelse eller hans opmuntrende Ord; han sad som
hensunken i dybe Drømmerier.
«Jeg anede mindst», sagde han omsider, fort-
sættende sin tause Tankerække, «da vi hin Gang
skiltes paa Landstedet paa Kalfaret, at man saa
snart skulde stede hende til Hvile i Nærheden af
dette hendes Barndoms- og Ungdoms-Hjem. . Hun
ligger begravet dernede ved Sjøen — men saa gaar
det i Verden», sagde han med et filosofisk-sørgmodigt
Suk og rystede stille paa Hovedet.
«Nogle Maaneder før Anne Dorthea døde, —
det var en regnfuld Høstkvæld og meget silde, —
sad jeg paa mit Kamer, beskjæftiget med at skrive;
da raslede det ved Døren; jeg saa ud; der var ingen;
men jeg syntes, at en mørk Kvindeskikkelse idet-
samme som en Skygge forsvandt om Gadehjørnet.
Jeg nægter ikke for, at jeg blev lidt underlig tilmode.
Kvælden efter, omtrent paa samme Tid, gjentog sig
det samme. Jeg lyttede spændt, hørte ligesom et
kort, heftigt Aandedrag tæt mod min Dør og en
Lyd, som naar Klæder rasler mod en Væg. Hurtigt
aabnede jeg Døren med Lyset i Haanden og stod
ligeoverfor Aletté, paa hvem den fulde Lysglans
faldt. Men du store Gud, hvor hun saa ud! Hun
var iført det uklædelige Regnklæde, som du ved
Damerne dengang brugte, hvilket allerede gav hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
