Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
denne Tid, jeg har boet hos min Søster», følede
hun til. «Ja, har jeg syndet, er jeg ogsaa bleven
straffet! Jeg har maattet se hende, min eneste
Søster, blegere og blegere svinde hen for hver Dag,
og dette med den forfærdelige Bevidsthed om, at
jeg var Skyld i, at hun led og nærmede sig Døden,
hun, som hvert Øieblik overøste mig med Vel-
gjerninger og viste mig en Kjærlighed, som jeg saa
lidet fortjener. Kan du forstaa en saadan Kval,
kan du forstaa, hvor min Straf er frygtelig! Jeg
dømtes til Utaknemmelighed. Men nu kan jeg
ikke udholde dette længere, disse daglige Pinsler,
disse Angerens Stik med hver Bid Brød, jeg nyder
i hendes Hus, aa, jeg maa bort, jeg maa og vil,
langt bort!»
«Hvor vil du hen, Stakker?» spurgte jeg, greben
af en sælsom Medlidenhed.
«Til Nordland, hvor jeg har faaet en Lærer-
indeplads. Det er et trist, ensomt og mnøgent
Sted ude ved Havkanten; dog, det passer jo for
mig . . . Men jeg kunde ikke reise uden din
Tilgivelse; igaar var jeg her, lige udenfor din
Dør, men jeg manglede Mod til at træde ind.
Aa, sig det endnu engang, sig, at du tilgiver
mig».
Hun reiste sig og stod foran mig med feber-
glødende Kinder, og de store glødende Øine stivt
fæstede paa mig. dJeg sagde ikke uden en vis
Rørelse, hvad hun bad mig om, og saa —»
«Og saa?» spurgte Bernhard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
