Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TEASE
123
«Tak, men du kan ikke hjælpe mig, hverken du
eller Doktorens Piller. Mit Onde har en dybere
Grund, og for det er der intet Raad.»
Han begyndte igjen distrait at tegne i Sandet.
Jeg gled ogsaa over i Drømmeriets tause Verden; jeg
tænkte paa gamle Dage:
Emil Gram havde været min Ven fra Skoletiden
af. Alle Kameraterne holdt af ham paa Grund af
hans Troskyldighed, Beskedenhed og Godhed. Især
sluttede jeg mig nøie til ham. Jeg opdagede snart, at
han eiede mere Hjerte end Aand, mere Fantasi end
Verdensklogskab; men fra Hjertets Side var der ogsaa
i Sandhed noget virkelig Storslagent over ham, noget
i sin luende, stedse redebonne Hengivenhed for Andre
næsten kvindelig Ømt. Et mindre egenkjærligt, et
mere trofast Væsen har jeg aldrig truffet paa. Han
ansaa sig selv for et Menneske, der i sin Fattigdom
paa Tiltrækningskraft, ydre saavelsom indre, burde gaa
afveien for Alle. Hans Ydmyghed mindede om Ung-
birkens ved Fjorden, der i Vandspeilet «skued saa dei-
lig feil», idet den troede sig ringere og lavere, jo
høiere og yndigere den steg i Væeiret.
Han haltede næsten umærkelig; men denne lille
Legemsfeil var dog hans ømme Punkt, foranlediget ved,
at Ondskabsfulde i Barndommen havde drillet ham
dermed og givet ham Øgenavn. Han indbildte sig nu
halvt at være et Uhyre af Grimbed. Da vi blev
ældre, sagde jeg engang spøgende til ham: «Jeg tror,
du aldrig faar Mod til at frie.» — «Jeg tror det selv»,
svarede han forsagt og skottede til sin halte Fod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
