Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
Hun saa længe paa mig med de deilige Øine
dunklede af Taarer.
«Gud bevare mig, hvor De har forandret Dem,
Gram! . . . De maa have lidt meget», hviskede hun.
«Mere end De tror», svarede jeg med lidenskabelig
Smerte, glemmende mig selv. «Men vi har undertiden
godt af Lidelse», tilføiede jeg roligere, «den gjør os
mindre egenkjærlig, mere god og medfølende. Den
aåbner vort Øie for Andres Kummer, som vi tidligere
kun brugte til at maale vor egen Glæde med.»
Hun nikkede tankefuld. Med Bæven mærkede
jeg, at ogsaa over hendes fine Ansigt laa en grub-
lende Skygge af Sorg.
«Ja, nu er De vel tilfreds, Ulla — ganske ul-
freds?» Jeg pegte paa Ringen. Hun førte den
til Munden og kyssede den. Det var hendes Svar.
Saa forsvandt hun paa Fruens gjentagne Ringen.
Næste Gang, jeg mødte hende, havde hun samme
vemodige Udseende. Jeg tillod mig at spørge hende,
om der var kommet noget iveien mellem hende og
Møller.
«Ja, jeg er vred paa ham», svarede hun bedrøvet,
«fordi han ikke, som han har lovet, fører mig hjem til
sin Mor. Hun er saa stolt, siger han, og hun maa faa
Tid til at komme i forsonlig Stemning; men jeg er vis
paa, at hun vilde holde en Smule af mig, bare jeg
først kom sammen med hende. Og dertil plager han
mig med allehaande Spørgsmaal om min Fortid, ligesom
han var en Politimester. Uh!» — hun gjøs — «Jeg
kan jo ikke svare paa alt, om jeg end vilde. Der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
