Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Talen faldt paa hendes Fødested og Liv der, hendes
sælsomme Skræk ved Synet af Fængslet.
Det havde vakt hjertesviende Minder.
Det var nu Vinter. Kanebjelderne klang lystig,
Sneen knirkede under Fødderne, Staalskøiterne skar
sine Runer i Isen, Bal og Selskabs-Livet begyndte at
florere. Jeg styrtede mig vildt ind i det lystige Liv;
det skulde tjene mig som Glemmekur. Det Sidste, jeg
havde hørt om Ulla, var, at hun, forgjæves søgende
Tjeneste og manglende Husly, havde taget ind hos en
berygtet Vognmandsenke i en af Byens smudsige
Udkanter.
I mit Hjerte satte jeg nu et Kors ved hendes
Navn; jeg begravede hende der for evige Tider, idet
jeg græd over hende, som havde dræbt det Bedste
i mit Liv. For den Levende vilde jeg være for stolt
til at sørge; men den faldne Ulla var tabt for mig,
og de Døde, hvad Uret de end i Livet har begaaet
mod os, har vi Lov til at ihukomme med tunge, bitre,
brændende Taarer.
En Aften kom jeg fra en munter Kreds, hvor jeg
selv, i min forcerede Jagen efter Glemsel, havde været
den Muntreste. En spøgelseagtig bleg Pige, med en
grov, skjæmmende Fangedragt om de ædle Former,
viste sig uafbrudt for min Sjæl — jeg nedskyllede det
ene Glas Vin efter det andet, men det lykkedes mig
ei at forjage det triste Billede. Det var nemlig min
egen Samvittighed, som i dette Syn truende bebreidede
mig, at jeg saa ganske havde opgivet og slaaet Haanden af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
