Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Livsaander kom atter tilbage. Derpaa tog jeg og
skar Brødet og Kjødet, hvoraf min Aftensmad bestod,
i bittesmaa Terninger, ligesom man gjør for Smaa-
børn, og rakte hende dem en efter en. Hun spiste hurtig
og kastede nu og da et sky Blik paa mig, som om
hun undsaa sig ved sin stærke Appetit. Imidlertid
betragtede jeg med smerteligt Velbehag, hvorledes
hun efterhaanden samlede Kræfter; de sammentrukne
Lemmer reiste sig, hendes Kinder fik et skuffende
Sundbedsskjær, og Øiets Vildhed svandt.
«Tak, nu ikke mere» — hun skjød blidt min
Haand tilbage — «nu er jeg mæt.»
Hendes Røst var mindre hæs, hun lænede sig
bagover og lagde sig tilrette i Stolen, hendes Øien-
laag sank langsomt til. Jeg troede, at hun sov.
Vinen, hun havde drukket, var meget stærk.
Sagte, for ikke at vække hende, lagde jeg mere
Ved paa Ilden.
Hun för op ved den umærkelige Støi.
«Hvad var det?.+ Hvor er jeg” å Ah er
det Dem? .... Nu drømte jeg netop, at jeg sad i
Fængslet og spandt paa Rokken... Det Stygge har
jeg drømt saa ofte... det betyder vist, at jeg skal
komme der igjen . . . Hu, der var saa fælt!»
Hun gjøs ved Mindet.
«Tænk ikke derpaa, Ulla», bad jeg bevæget;
«Fremtiden er Deres. De har feilet, men ogsaa
bødet derfor. Nu kan De se hvert Menneske frit
i Ansigtet; nu har De intet mere at skjule.»
Hun sukkede dybt og modløst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
