Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Er Herren kanske i Slægt med hende?» — «Ikke
just det,» svarede jeg, «men vi er gode Bekjendte.»
«Doktoren tror, at hun ikke har langt igjen,»
vedblev hun, der af min nervøse Rastløshed mærkede,
hvormeget jeg led, «men jeg og min Mand er af den
Mening, at hun nok endnu kan staa det over. Bare
omhyggeligt og godt Tilsyn!»
Hun trak aandsfraværende i sit Forklædebaand,
.som hun snoede om Fingeren. De bestemte Bryn trak
sig paany sammen i en op over Panden stigende Fure.
«Men det er alle disse Mediciner, som Doktoren
anordner, der er saa kostbare. Vi har gjort, hvad vi
kunde; men nu har vi ikke mere Raad. Vi er fattige
Folk, der haardt maa bale os frem, og selv har hun
ikke en Skilling. Det var nok egentlig Hjertesorg og
Mangel paa stadig og ordentlig Føde, der kastede
hende tilsengs. Hun skulde bare bo her hos os; sin
lille Husholdning vilde hun selv føre; men det blev nok
smaat med den. Naar hun var ude hele Dagen, troede
vi, at hun spiste der, hvor hun arbeidede; snart kom
vi efter, at hun mangengang hverken havde faaet Ar-
beide eller Spise, med Undtagelse af det Stykke Brød
og den Skvæt Kaffe, jeg kunde give hende om Mor-
genen. Min Mand likte ikke altid, at jeg gav hende
denne Frokostsmule; han mente, vi selv havde saa
mange smaa Munde at sørge for, og det er sandt, vi
har Gudskelov syv raske Barn, og de trænger baade
Mad og Klæ”r og Sko, og Fars Ugepenge er ikke altid
saa store — men alligevel, jeg kunde ikke andet end
give hende, naar hun med sine store Øine saa paa mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
