Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Ullas Kinder glødede i én hektisk Lue; hun havde
reist sig halvt op i Sengen. Indignationen laante
hende den øieblikkelige Styrke.
«At jeg slap vel ud derfra, takker jeg Gud og
ham» — hendes Røst smeltede i Mildhed — «ham,
hvis Navn er for helligt til nu at nævnes af mig. Det
var vor Fængselspræst, en ung, varmhjertet, elskelig
Mand, af hvis blege Ansigt Renhed og Godhed lyste
langveis. Han var Lyset i Mørket, Solstraalen paa
Fængselsvæggen . . . Velsignet være han!... Hans
hjertelige Ord om Søndagen var det, som gav mig Mod
og Kraft til at bære den følgende Uges Trængsel. Han
saa paa mig med medlidende Øine; han styrkede og
trøstede mig og lovte mig Hjælp, naar min Straffetid
var ude. Men han blev forflyttet straks efter til et an-
det Kald i en anden By. . . jeg saa ham ikke mere...»
Hun vædede paany sine Læber med Vand.
«Nei, dette anstrenger Dem formeget, Ulla,» sagde
jeg, dybt greben af hendes Ord, «sig ikke mere; jeg
ved, at Verden har forbrudt sig mere mod Dem end
De mod Verden. .. .»
Hun ændsede ikke Afbrydelsen, optaget af sin
smertelige Tankerække.
«Og saa kom endelig Dagen da jeg skulde have
Fripas. Hvad tror De, at jeg da følte, da jeg 1 den
halvdunkle Vaarkvæld sneg mig barbenet ud af den
store Port, med min lille Bylt Klæder paa Armen,
" frygtende hvert Blik, der faldt paa mig, bemærkende,
at Alle vendte sig med haanlig Medynk efter mig. I
saadanne elendige smaa Byer kjender alle Folk hver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
