Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
Hun kom ikke videre. Begge bleve pludselig
tause og forstemte. Ordet »Huftru« faldt som en
Pileregn ned i Stuens Fred, skar Stemningen over,
saa Tankerne fløi fkrcemte til alle Kanter. Han
sukkede langt og lænede sig tilbage i Stolen. Han
havde selv rørt ved den dybe Hjertevunde, der endnu
blodte — og hun, udreven af sin korte Li)kkedrøm,
led med ham.
Det var dem derfor begge en velkommen Af-
brydelse, at det bankede; Stilheden truede med at
blive pinlig. Dorothea rejste sig og gik mod Døren.
Ak, hvor ofte skulde hiin ikke siden sidde grublende
og tilbagekalde sig med Vemod hvert Ord, de havde
vekslet sammen denne minderige Kvældl Thi med
sin milde Fred vendte deri aldrig mere tilbage, den
blev den sidste i sin Art, Slutftenen paa en Række
stille, deilige, med Musik og Samtale fyldte Kvælder,
hvori hun havde sunget Haab ind i hans’ syge Sjæl,
og sunget sig selv gladere, mens det kjærligheds-
huugrende Hjerte mættedes i hans Selskab, og de to
var ganske alene som Adam og Eva i Hjemmets lille
Paradis. Meii en slig høj, løstbygget Glæde maatte
jo styrte sammen, voldsomt, hvad den ogsaa gjorde!
Det var Skydsgutten, vesle Anders Espeseth,
som i den sildige Aftentime styrtede hæseblæseude
ind, efterat Dorothea havde aabnet, og som græde-
færdig« fortalte, med den røde Toper forlegent
krammet mellem Hænderne, at »Borka« havde stupet
i det stejle Skaret tæt ved, at Slæden var sprunget
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
