Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
vakre ForsoningZ-Scette, dette venlige Familiebillede,
med de samme Følelser, hvormed en midt paa
Havet Skidbruden betragter det glade, trygge Hjeiti
paa Stranden. Lukket for hende, lukket for evig!
Sjoen steg hojere og slog over Vraget, en hvid
.?aage sloj i Solskjæ·r hen over den blaa Himmel
som Haabets sidste Fugl, det bristende Oje beholdt
dette sidste, lyse, paa eengang smertende og lindrende
Billede og tog det med sig ned i Fortvivlelsens
sorte Havdyb . . .
»Det er Helga,« stammede Storm, der saa vel
kjendte disse sagte, svævende Fodtrin. »Det er min
Hustru, Torothea,« tilfojede han sorklarende J
samme Nu foer han sammen, og hans Hjerte ban-
kede voldsomt. Han erindrede, hvilke Forhaadniiige1—
han havde vakt hos denne trofaste Kvinde, hvilke
Bønner han havde udtalt. Elskede Dorot·hea ham,
hvad han ikke vidste, havde hun fæstet Lid til hans
varme Tale, der dog mere var Hengivenhedens og
Taknemmelighedens rolige Tolk end Kjærlighedens
flammende Sprog, hvilken pinlig Skaersild af Yd-
mygelse og Sorg maatte hun ikke da nu gjennem-
gaa? Men hun nærede ikke nogen saadan Følelse
for ham; det var kun hendes stedse redebonne og
opofrende Godhed mod den Syge. Hun havde jo
ydermere med Kulde, næsten med Skræk hørt paa
hans Erklæring. —— Ogsaa paa Helgas lyse Hori-
zont trak der Skyer op. Hun havde i den sidste
Time glemt, at Dorothea eksisterede. Nu var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
