Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Marianne var så beklemt om hjertet
Ak, var det dette hjem, som hun dernede i
Bremen så tidt havde drømt om og længtes efter?
Hun kendte sig som en dannet europæer, der
mod sin vilie er bleven fange på en barbarisk ø
. . . Og her i dette hus, mellem disse menne
sker, skulde hun henleve hele sit liv — — —
Hun undgik så meget som muligt moderen
og trak sig under allehånde påskud tilbage til
sit værelse . . . Der kunde hun, mens moderen
stelled med hønsene eller gjorde indkøb i butik
kerne, sidde alene i timer og græde . . . Hun
frygted noget, hun vidste ikke hvad . . . En
eller anden stor ulykke, der lig en stor uveirs
sky rykked nærmere og nærmere. . .
Og så brød hun sit hoved med at udgrunde
hvorfor de levte så ensomt. Moderen havde ikke
en eneste veninde eller bekendt, heller ingen
slægtninge. De kom ikke ud til nogen og der
var ingen, som besøgte dem. Ja, det var næsten
som om folk var ræd for dem og skyed dem
. . . Engang, da en liden, vakker småpige fra
nabolaget lekte foran huset, og madam Witzleben
kærtegned den lille, idet hun spurte hende, hvad
hun hedte, styrted barnets mor frem fra gaden
og rev det ud af madam Witzlebens hænder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
