Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
r Hun græd uden at vide det, så op mod
himlens stjerner, hvor vorherre boed, og sværme
risk anlagt som hun var, citerte hun småvers af
sine tyske digtere, og fandt en trøst deri. Især
holdt hun af Claudius’ gamle aftensang :
Der mond ist aufgegangen,
die goldnen stemen prangen
am himmel hell und klar.
Der wald steht schwarz und schweiget
und aus den wiesen steiget
der weisze nebel wunderbar.
Men disse velgørende aftenture måtte hun
også tilslut holde op med. Den gamle Vibekke
havde opsnuset, at hun var ude og ved hendes
hjemkomst tærged hun hende på sin plumpe
måde.
»En slig fin og lækker jomfru gik ikke længe
i ro på gaden. Der var nok af unge, friske mo
sjøer, som havde udkig efter »01ine sin datte.r«.
Men hun skulde bare være kry på det og be’
dem gå fanden ivold allesammen . . . En vidste
ikke, hvad der kunde hænde. — Og god »repu
tasion« var det beste her i livet — «
Beskæmmet løb Marianne ind på sit værelse
og lukked døren efter sig. Hun vilde slet ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
