Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
stund han så hende en søndag sidde i koret i
Liebfrauenkirche, overgydt og som forklaret af
de malte kirkeruders farvede lys, havde han fattet
kærlighed til hende . . .
Tænk, om hun havde modtaget hans hånd,
så havde hun nu siddet dernede som en ærbar
og agtet hustru i et gammelt, godt hjem, istedet
for at leve her i moderens hus — dette helvede
på jorden ... Ja, nu angred hun på sin hård
hed mod Cordt Finkenhagen . . . Hun havde
været for ærlig, det var sagen, hun havde megen
godhed for ham uden at elske ham — men den
mand, hun hengav sig til, måtte eie hele hendes
hjerte.
Endelig, ud på morgenstunden, forbarmed
søvnen sig over hende . . . Med tårer på kin
derne sov hun ind.
Da hun vågned, sken morgensolen så deiligt
og livsfriskt ind i hendes kammers. Det var en
af disse bergenske godveirsdage, hvor efter lang
tids regnveir en frisk nordenvind jager skodden
væk fra fjeldene, og byen ligger der i solglans,
renvasket og smilende, ikke til at kende igen.
På en slig dag er Bergen med sin blinkende
fjord, sine høie tjelde og den gennemsigtige
klare, blå himmel genstand for den fremmedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
