Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Ouverturen spilledes . . . Hun blev så blød
og underlig i sind, da hun hørte den, det var
så længe siden hun havde hørt musik . . .
Det forekom hende, som om tonerne var med
vider i hendes triste hemmelighed, som om de
kælede for hendes skjulte smerte . . .
Med tårefyldte øine så hun ud over for
samlingen . . . Hun, der siden sin ankomst til
Bergen havde levet så ensomt, kendte en egen
nydelse ved at se såmange feststemte mennesker
samlet på én plet . . . Og så mange gode og
smukke ansigter, hun opdagede, især hos ung
dommen . . . Hun holdt af dem allesammen, hun
havde en længsel efter at nærme sig dem og
blive forstået — men ak, »Olines datter« skulde
aldrig komme i samfund med dem . . .
Hendes sørgmodige tankerække afbrødes af
Petrine.
>Jomfru,« sagde hun hviskende, »ser I den
hoie, lyse mosjøen dernede i parkettet tilhøjre —
nu hilser han netop op til logeraden — det er
Lyder Foswinckel, ham, som gav mig sølvdaleren,
da han hørte, at De var blit frisk igen —«
Marianne blev ganske rød ... Dog kunde
hun i næste øieblik ikke lade være at betragte
den unge herre, som havde vist hende slig på-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
