Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
kom hun til at vende ansigtet mod den side,
hvor han stod . . . Store gud — det var jo
Marianne Witzleben! . . . Hvad betydde dette ?
Vilde hun forlade byen?
Han styrted frem over bryggen, så at han
var nær ved at falde i våndet ... Ja, det var
hende, han tog ikke feil . . . Hun gik ikke ned
i kahytten, men blev stående, blek og forgræm
met, med tydelige spor af en søvnløs nat, oppe
på dækket, idet hun for siste gang kasted et
blik udover den by, hvor hun var født og hvor
hun havde været så ulykkelig —
Skibet satte sigi bevægelse . . . » Marianne!»
råbte han uvilkårligt. »Marianne!«
Hans første tanke var at kaste sig i en båd
og sætte efter hende . ’. . Men han indså straks
det tåbelige i sit forsæt . . . Der vilde kun blive
skandale ombord, uden at han opnåed noget . . .
Hun vilde maske vredes på ham, hvis han kom
. . . Hvilke rettigheder havde han over hende?
Hvilke løfter havde hun givet? Ingen, ingen!
Han var hende maske den ligegyldigste person
under solen Hvor kold og afvisende havde
hun ikke været den siste aften — —
Tårerne strømte ned over hans skægløse
kinder uden at han vidste det, mens han stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
