Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romerreisen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
\ komediants. Nogle sveddråber antog en mørk
farve og pletted hans pande . . . Og det var på
dette fruentimmeragtige, pyntede, velnærede mand
folk, der midt i sin bugnende sundhed og livslyst
affekterte weltschmerz, og som tilmed var feig —
han havde ynkeligt ladet hende i stikken hin
karnevalsnat på piazza Navona — det var på
ham, hun havde ødslet hele sit hjertes rigdom,
førstegrøden af sit unge, stærke følelsesliv, det
var for denne karakterløse stakker, at hun der
nede i Sorrent havde grædt og sørget og græm
met sig næsten til døde — — —
Hun havde som en smag af bærme i mun
den. Hendes sorg var forsvundet, ligesom
brændt bort af et glødende jern, og gået over i
harme, i foragt, i stumt raseri. Hun knytted
hånden, grebet af en uimodståelig trang til at
slå ham lige i ansigtet og skrige ud: »Pjalt,
pjalt 1«
Knuget af sin sindsbevægelses styrke, sank
hun ned på stolen, dækkende med begge hæn
der sit ansigt og gråt smerteligt, uden stans,
med lange, krampeagtige ryk mellem hvert an
fald ... Det var de bitreste tårer, hun havde
fældet i sit unge liv ... Hun gråt over sig selv,
det var, som om hun ved denne sit hjertes store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
