Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
en bjørn, som man under store pinsler lærer at
danse, mens musikken lystigt spiller op, heder
det tilslut saa sviende bittert:
»Og hvergang gjenklang fra den tid lyder,
det er som jeg bandtes i gloende gryder.
Det kjendes som stik under neglerødder —
da maa jeg danse paa versefødder.«
Da han skrev sin ungdoms herlige, varm-
blodige værker, havde han den ulykke at leve i
Kristiania — denne store provinsby, der kun af
navn er en hovedstad, der har alle en hoved-
stads prætensioner uden at eie dens kunst og
kultur. Der manglede et litterært opdraget pu-
blikum, der var ingen, som havde mod til at
angive tonen, naar ikke parolen havde lydt uden-
fra, der fantes intet finere, gjennemdannet sel-
skabsliv. Om kritiken vil jeg ikke engang tale.
Alle hin tids anmeldere var alle matte, uselv-
stændige ekkoer af Danmarks store Heiberg.
Som et bevis paa publikums uselvstændighed
i de dage, vil jeg meddele en anekdote, hvori
Welhaven optræder
Han var dengang svanen i vor hjemlige
andegaard — den eneste, der eiede dømmekraft
og myndighed. Alles øine var rettede mod ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
