Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
aar stiftede han bekjendtskab med en der-
boende norsk kjøbmand Rink — og om denne
sin ungdomsven skal han senere have forhørt
sig med interesse.
Rundgangen var forbi. Enhver havde reist
sig . . . Paven stillede sig nu op i midten af
værelset og holdt paa fransk en liden tale, hvori
han blandt andet sagde, at vi alle, enten vi var
katoliker eller protestanter, ved daaben tilhørte
ham. Vi faldt igjen paa knæ, da han meddelte
velsignelsen. Men da han i denne ogsaa inddrog
vore koner og børn, faldt flere af de pur-unge
englændere ganske ud af sin andægtige rolle og
fniste sig imellem. De var nemlig endnu i den
slyngelalder, hvor man snarere mindes skole-
bænken, end man drømmer om ægteskab.
Under hele audientsen havde pavens væsen
et præg af mild faderlighed.
Med et hjerteligt »Addæo figli — farvel,
mine børn!« — gik han ud af den modsatte dør
af den, han var kommet ind, fulgt af sine røde
kammerherrer og violette abbeder.
Audientsen var slut.
Jeg skulde aldrig mere træffe Pio nono.
Han levede, sin rolle tro, som »fange i Vati-
kanet« og viste sig aldrig udenfor Vatikanets
mure. Og aaret efter døde han. Jeg saa ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
