Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Valdemar fortsatte turen i en egen, irriteret
stemning. Han trængte ikke til nogen barne-
pige, mente han. Fordi doktoren var et par år
ældre, troede han ustraffet at kunne kujonere
ham. Hans »mentor« havde fru Schønberg en-
gang spottende kaldt ham. — Men han behøvede
slet ingen »mentor«, han var mand for at stå på
sine egne ben — og han slog fremdeles med
stokken i sneen.
Han passerede »vor frelsers« kirke. Salme-
sang og orgel-brus strømmede ud til ham i den
skumrende dag. Uvilkårlig blev han stående
stille og lyttede, . . . Han kunde ikke høre
slige orgel-toner uden at huske på sin barndom
og sin gamle mor. . .. En egen, from barne-
stemning gled umærkeligt over ham, den modne,
frit tænkende mand. . .. Han åbnede sagte døren
og trådte med blottet hoved ind i kirken.
Den var halv fyldt af søndagsklædte fattig-
folk, mest gamle koner og børn. Her og der
sad, midt i almuen, en grosserer-lignende herre
med whiskers og i peltsværk eller en elegantklædt
dame. Nogle unge, blege mænd, der så ud som
seminarister, deltog i sangen med særlig høi røst.
Valdemar kendte godt salmen, det var den
gamle vakre: »I Jesu navn skal al vor gerning
ske«. Af sin mor, siddende som liden på hendes
knæ, havde han først lært den. Og mens han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
