Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
»I vor frelsers kirke — jeg var jo noget
forundret — siden De dengang udtalte Dem så
stærkt mod al tro — men...«
»Det er ikke sandt,« sagde hun næsten
barskt; »De må ta’ feil — Jeg går aldrig i kirke
— Hvad skulde jeg vel gøre der? — Jeg håber,
at De ikke har fortalt dette til andre — De
gør mig kun latterlig —«
Fun vendte sig bort fra ham. En stund
efter stod hun i en ivrig disput med pastor
Bjørn, der slet ikke var ufølsom for kvindelig
skønhed. Valdemar hørte til sin overraskelse,
at Kamilla talte om kirkefædrene og som det
lod til med adskillig sagkundskab.
Ganske ulykkelig over den afvisning, han
havde fået, skjulte han sig i en vindues-niche,
bag en rideau, for uforstyrret at kunne give sig
hen til sine bittersøde drømmerier — —
En dame-kjole raslede forbi hans skjulested.
Hans hjerte bankede... Det var Kamilla, som
vilde gøre ham afbigt for sin grusomhed mod
ham? . . Nei, det var kun Pauline —
»Keder De Dem meget?« spurgte hun
frygtsomt.
»Hvor kan De tro, frøken — tværtimod —
Her ér så hyggeligt, så —«
»Ja, jeg må være oprigtig — Jeg keder
mig i regelen i mors selskaber, og derfor tror
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
