Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
fine mund havde en ynkelig skæv dreining som
man kan se det hos småbørn, der er på nippet
til at briste i gråd.
Dampskibet fo’r langs med Egeberg, der nu
i vår-sølet med sine smudsige sne-klatter og sorte
klynger af nåletræer dannede et trist billede, og
gled stille udover Bjørviken.
Men Valdemar stod ubevægelig på samme
sted ved rælingen og stirrede efter Kamilla. Det
siste, han så af hende, var, at hun trykkede
lommetørklædet mod øinene. Hun gråt — gråt
over ham ... Å, nu slog han fast, at hun
igrunden var sand og god, at hun virkelig elskede
ham ... Hans hjerte blødte ... Havde han
eiet vinger, var han fløjet i land . . . Han vilde
ydmyg angrende kaste sig på knæ foran hende,
kysse sømmen af hendes kjole og trygle og
frygle om hendes tilgivelse . . .
,Dampskibet var et stykke ude i fjorden.
Man kunde af byen blot øine dens ubestemte
konturer.
En af passagererne nærmede sig ham. Det
var Pauline Sommerfelt.
Han havde allerede hilst på hende. Hun
var iført en smuk reise-dragt, der klædte hende
godt, og hendes udseende var friskere end ellers
— Dog øinene var tårefyldte. Det land, hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
