Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Hun vidste, at hun var den mest begavede,
den mest berømte af alle disse unge Kvinder,
som iaften glimrede her — og dog var hun
den mindst bemærkede af dem alle. . . Hvor
Skjønheden, særlig den grovere, der aaben-
barer sig i blomstrende Hudfarve og fyldige
Former, virker bestikkende paa en Mand!
Ligeoverfor den spiller sjælelig Begavelse, den
være saa høi den vil, Stedbarnets Rolle. En
Kvindes Geni virker ’heller afskrækkende end
dragende paa Manden. Hun maa besidde en
høj Grad af Ydmyghed og Ynde, for at han
skal kunne tilgive hende denne Aandens Over-
legenhed.
Dagmar erindrede alle de Lovtaler, Avi-
| serne havde ydet hendes sidste Maleri, og
|| med et bittert Smil tænkte hun paa, hvor lidet
| Ry kan læge det Hjerte, der vil Kjærlighed
og intet andet ... 0, hvor gjærne byttede
hun ikke al hin kolde Beundring mod et rigtigt
varmt Ord af et elskende Menneskehjerte .
Og hun saa vemodigt paa den unge,
’vakre Svenske, der fremdeles valsede med
Baldronningen.
Man havde fortalt hende, at en Kunstner-
inde bør leve alene, kun ofre sig for sin
skjønne Opgave. — Intet Hjem, ingen Mand,
ingen Husmode gter. . . Engang havde hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
