Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Han sad der og — o, Lykke! — uden hende.
Han var ganske ene. Men at være ene likte
ikke Rosenius, da kjedede han sig, tanketom
som han oftest var.
Et straalende Smil hilste Dagmar Vel- ,
kommen. Nu fik han da Selskab. Med svensk
Galanteri sprang han op af Stolen, bukkede
gjentagne Gange og hjalp hende med at faa
Overtøiet af. Hun tog Plads ved samme Bord,
ved hans Side.
Han beklagede, at han ikke havde seet
hende saa længe, hun kom jo ikke mere i
»Foreningen" om Lørdagsaftenen, han gratu-
lerede hende naivt med hendes blomstrende
Udseende (hendes blege Ansigt var bleven
rødt som et Jordbær i samme Øieblik, hun
traf ham), han komplimenterede hende i stærke,
men velmente Udtryk for det Portrait, hun
nylig havde sendt til Udstillingen ved ,,Piazza |
del Popolo", og tilslut fortalte han hende,
ikke uden et lidet Suk, at Fru Berner des-
værre var upasselig (Dagmar aandede lettere),
og at hun i nogen Tid maatte holde sig paa
sit Værelse. At de havde været sammen, i
Frascati, sagde han, var kun et Opspind af
disse kjedelige Skandinaver, der ikke havde
andet at bestille end at sladre og spadsere
paa Monte-Pincio.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
