Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 ’
genklang af Ibsens stemninger i Peterskirken, når
han lader sin ,,Brand" sige:
»Og dog — i angstens værste dage,
hvad var det — ? Bad jeg ikke da?
Hvor kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langveis lød og jog forbi —
og bar mig høit og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med gud herinde talt?”
Ja, der er ingen tvivl om, at Ibsen selv har kendt
hin ,søde svimlen" og anet hvad det er at ,tale med
gud."
En ung, hvidklædt kvinde går forbi nede på veien
og ser forundret på den fremmede ,inglese", som
sidder så ene og tankefuld på stentrappen.
Men ved synet af hendes hvide skikkelse, mindes
jeg pludselig den unge, fromme, norske pige, som
Ibsen mødte her i Arizzia — hun, der stod som med
en glorie af renhed om sin blege, til døden viede
pande, og som uden at vide det blev forbilledet til
»Agnes".
Thea Bruuns stille, kærlighedsfyldte, opofrende
væsen kunde Ibsen senere hen aldrig glemme — og
det var hende, til hvem han, efter at de en aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
