Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Hendes Øer funklede som han talte. Det
sidste Taarespor veg bort.
. »Du herlige Mand,« raabte hun og klyngede
sig hjælpeløs og beundrende til ham, »saaledes kan
blot du tale. Nik ser jeg, at du er min! Lad Byen
sladre, jeg ændser den ikke, lad Sjoen bruse, den
lokkermig ikke, jeg bryder mig om Jntet, Jntet,
naar jeg blot er hos dig. Aa, du ved ikke, hvor
hvert lidet Hjerterrim er fyldt af dig! Jeg troede
aldrig, at et Menneske kunde være faa meget for
det andet som du er for mig. Jeg trænger dig som
det daglige Brod. Jeg hungrer efter dit Blik og
dit Kys.» Jeg løj blot, da jeg sagde, at jeg rolig
vilde bære dit Tab. Jeg gjorde mig kjækkei«e end
jeg var; thi ·i min Kjærlighed er jeg saa uendelig
svag. Jeg vilde dø, jeg vilde blive vanvittig, hvis
jeg virkelig misted digi«
Han slog igjen sine Arme beroligende om hende,
han kyssede hende atter og atter, og han hviskede
til hende, ligesom tusinde naragtige Forelskede har
gjort, Ord uden Vid og Mening, men hvori hun
fandt en sød Betydning og en usigelig Trøst. Saa-·
ledes har Romeo i Maaneskinsnatten staaet med
Julie i sine Arme. Kjærlighedens Væsen gjentage17
sig evindeligt under Tidens skiftende Former. Musiken.
fra Balsalen med sine dæmpede Længselsakkorder
lød som et blidt Akkompagnement til deres ømme
-Forsikr·inger, og Stjernerne lo ind til dem, som de
aarvaagne Vidner til det hemmelige Stævnemøde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
