Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Monge's geometriske Skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elever, at anvende den af Desargues foreslaaede og siden glemte
Methode, at bevise plangeometriske Sætninger ved stereometriske
Figurer, hvorpaa de bleve mere eller mindre selvindlysende Identiteter.
Paa denne Maade fandt Monge paany de Lahire’s Sætninger om
„Po og Polare“ ved Keglesnit samt Sætningen, at tre Cirklers
ydre lighedspunkter ligge paa en og samme rette Linje, hvilke begge
udtales med Analogier for Rummet i hans deskriptive Geometri.[1]
Det synes, som om Monge ikke kjender de Lahire’s Opdagelse.[2]
Monge’s Underlærer (répétiteur) ved École polytechnique var
Hachette, en af hans gamle Elever i Mezières, der ved Siden af
Monge har tilstrækkelige Fortjenester af den deskriptive Geometri
til at nævnes her. Han har tillige Krav paa Omtale ved sin
Udgivelse af Hefteskriftet Correspondance de l’École polytechnique,
hvori en levende Virksomhed i moderne geometrisk Retning fik
Organ. Desværre har vi intetsteds havt Anledning til at
undersøge dette Tidsskrift, der mere end noget andet vil kunne vise
Arbeidets gradvise Udvikling og Monge’s Indflydelse.[3]
Men af større personlig Betydning blev dog en anden af
Monge’s Elever fra Mezières, Curnot, en meget original og noget
isoleret Skikkelse i denne Periode. Skjønt udgaaet fra Monge’s Skole
og ved dennes Side stærkt forberedende det, som skulde komme,
gik han dog ganske sine egne Veie. Carnot’s to Hovedværker i
den Retning, der har Interesse for os, er hans Géométri de position
(1803) og hans Mémoire sur la relation, qui existe entre les
distances resp. de 5 points qu. pris dans l’espace; suivi d’un essai sur
la théorie des transversales. (1806). Det vil maaske forundre, at det
sidste stærkt anbefaledes til Studium for dem, der skulde begynde
paa den deskriptive Geometri[4]; thi saavel dette som hint har i
sin hele Methode langt mere tilfælles med den antike Geometri
end med den moderne. Og dog er disse Værker et nødvendigt
Overgangsled til den følgende Udvikling, idet de indeholde ikke
alene en stor Mængde mere spredte, dels før fundne, dels for
Videnskaben nye Sætninger af moderne Natur, men specielt i
Transversaltheorien et Stof af næsten ligestor Betydning som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
