Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Frastand. Overfor en yngre Digter, Lektoren Börjeson
(Forfatter af Dramaet Erik den 14de m. m.), som hun
satte megen Pris paa, udtaler hun denne Følelse: «Jeg
har ofte paa min literære Vej følt, at jeg var altfor
ensom, altfor overladt til mig selv ... og mangen Brist,
mangen Halvhed er kommet deraf. Da jeg saa’ Dem,
tænkte jeg: «Han kunde være mig en Ven! Han kunde
forstaa mig, jeg ham.» Vi Svenskere ere nogle underlig
ensidige Mennesker med Tilbøjelighed til at isolere os i
Tænkning, Væsen og Handling. Og hvor Individualiteten
er af udpræget Art, staar den som Toppøen i Trollhättafaldet
urørt og urokkelig med sine Klipper og Kanter,
hvordan Strømmene saa bruse omkring den, enten
straffende eller kælende.» Her har hun altsaa tænkt paa sig
selv og udtaler dermed, at hun har høstet nok af Kritik
og Beundring, men forstaaende og kyndige Venner, som
kunde retlede hende eller give hende nye Impulser, har
hun savnet, og det er vistnok sandt. Da Börjeson
opfordrer hende til at skrive en Roman om Hedevig
Nordenflycht (Digterinden, der førte et meget bevæget Liv og
tilsidst selv gav sig Døden i Mälarens Bølger), unddrager
hun sig dog derfor og skriver meget betegnende: «Mine
Kvinder ere ikke de, som dø af Kærlighed, men derimod
de, som ved at leve for en Idé, for en ædel Virksomhed,
besejre Hjertets Svagheder, de, som den store Guds
Dyrkelse beskytter for den lille Guds Skud.» [1] Havde Fredrika
Bremer følt sig literær ensom før, maatte hun imidlertid
føle det endnu stærkere, da hun i mindre end et Aar
1846—47 berøvedes alle de tre ypperste gamle Venner,
nemlig forst Tegnér († 2den Novbr. 1846), derpaa Geijer
(† 24de April 1847) og endelig Franzén († 14de August
1847). Mest smertede hende Geijers Bortgang. Hun
besang ham i et smukt Digt, hvori hun udtalte sin Glæde
over, at den ædleste Svensker havde kaldt hende sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
