Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alder, bleve aldrig fnldstændig udslettede, og der er en
Understrøm i ham af kristelig Alvor, som blev stærkere
og stærkere paa hans senere Aar, da Lidelser og Savn
havde bojet ham. Men paa Overfladen, hvilket Væld
af Lidenskaber tumlede ikke om med ham, brændende
Ærgerrighed, sanselig Kærlighedslyst og saa den ulykkelige
Flaske! Dog hvilket varmt og følende Hjerte bankede
der ikke i dette Digterbryst! Enhver, der kender noget
til Evald gennem hans Digte eller hans Selvbiografi, vil
have let ved at forstaa, at han med alle sine vitterlige
Fejl nok var værd at være Ven med. Derfor er det saa
langt fra at være nedsættende for Abrahamson, at det
tvært imod maa blive ham en Hæder, at han var Evalds
Ven, og han har i dette Forhold spillet en hæderlig Kolle
som den, der søgte at støtte og hjælpe ham.
I Vinteren 1770—71 var Evald syg; Gigten havde
angrebet ham med Vælde. Under store, stundom næsten
o ’ •
ulidelige Smerter laa han som oftest ensom og forladt,
tung i Sind efter den ulykkelige Udgang af hans Kærlighed
til Arendse. Da var det Abrahamson, som med størst
Trofasthed af alle besøgte og opmuntrede ham. og
sandsynligvis er Venskabet imellem dem for Alvor bleven
grundfæstet ved dette Sygeleje. Fra en noget tidligere Tid
fortæller Evald selv følgende, der levende sætter os ind
i hans ulykkelige Forhold: «Jeg laa for nogle Aar siden
paa Landet, en halv Mil fra København (nemlig paa
Rv-gaard). Jeg havde i en otte Dages Tid ikke kunnet
forlade Sengen, da min gode Ven, Løjtnant A(brahamson),
som vilde gjøre en Tur ind til Byen, om Morgenen tidlig
kom ind til mig for at sige mig Farvel og for at paatage
sig mine Kommissioner til min Familie. Han gik lige
o o o
fra mig ud paa Vognen, og han steg ikke af den førend
hos min Moder. Han var ikke kommen igennem Døren,
førend hun raabte: «Ak, Hr. Løjtnant, jeg véd, hvorfor
De kommer — min ulykkelige Søn — jeg véd alt’.»
Løjtnanten begærede nærmere Forklaring, og hun troede,
at han forstilte sig. Endelig fortalte hun ham, at en af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
