Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
været her — alt hadde de snakket om, sin barndom
og sin ungdom — hændinger og oplevelser de hadde
været alene om . . . Men barnene hans hadde ingen
av dem nævnt. Og det var ikke kommet et eneste
brev til ham fra dem. Hun visste de var hos moren
i denne tiden, alle fire. Derfor hadde han vel ikke
villet snakke om dem . . .
«Vil du ha mer kaffe?» spurte hun og holdt den
lille, todelte lerkanden frem mot ham med begge
hænder.
Han tok øinene væk fra bordet der borte.
«Hun ligner Annik litt — og ikke saa lite,» sa
han. «Det slog mig straks.» Nu saa han paa Eli og
smilte — som bad han om undskyldning.....
«Annik har ogsaa slik en liten stubnæse og slike
viltre øine . . .»
«Du kan skjønne du maa snakke til mig om
smaapikene dine — og om guttene, Roar. Det har du
da gjort før . . .» Hun kom til at skjænke koppen
hans for fuld. «Du maa ikke la være for min skyld.»
«Det er for min egen skyld jeg har latt være . . .»
Fortænkt rørte og rørte han omkring i koppen, saa
kaffen fløt over randen — «Denne tiden har været
en tid — utenfor . . .» Han smilte og saa op.
«Hvordan det saa blir siden, den har vi hat, Eli. Og — og
jeg er jo tryg for dem, Anna er svært paapasselig
som mor.»
Ubevægelig, med en cigaret mellem de røde
læ-bene, sat hun midt imot ham — blikket blev bare
litt mer aapent, da han nævnte sin første hustrus
navn; flinkt holdt øielaakkene sig stille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
