Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
hængende armer — til godkj endelse. De lyseblaa
ben, saa slanke fra ankel til knæ, stod givakt som
paa en soldat.
«Du er saa bar paa bryst og ryg, Eli — det er
altid koldt i de store rummene oppe hos Pryser.»
Han sa det ubesværet; men han blev rød.
Hun slåp ham ikke med øinene. Nu rakte han
efter hende.
«Forsæt vi ikke skal ut alene — paa
boulevardene, » sa han.
«Roar, Roar!» Hun løftet en pekefinger og ristet
den foran ham. «Du staar og gruer for at vise mig
frem for dem i denne kjolen! Ikke si imot, ikke si
imot! Aa din feige usling! Skulde jeg kanske gjøre
mig anderledes end jeg er? For deres skyld?
Akkurat som jeg er faar de ta mig, Roar — eller vrake
mig!»
Fort dreiet hun sig rundt paa hælen — nede fra
gaten tutet bilen paa dem. —
Sent paa nat gik de hjem fra selskapet, den brede,
maanelyse vei med stabbesten-raden mot sjøen. De
var de første, som hadde brutt op — Eli hadde brutt
op, det var hendes ret, siden selskapet var til hendes
og Roars ære. Men skulde hun sittet der i stuen
med alle damene ett minut længer hadde hun
maattet skrike . . .
Roar Liegaard var oprømt. Lyksalig holdt han
hustruens arm tæt ind til sig. Pryser var en kjerne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
