Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
hadde foreslaat, de skulde be fru Helvig ogsaa —
hun kom ikke, det var klart, men de kunde vise
hende den opmærksomheten. Og da kusken fra
Reistad bragte fru Helvigs avslag og en stor kurv
fuld med roserøde «juleglæder» fra drivhuset
deroppe, jublet hun: «Der ser du, Roar, gamle folk liker
at vi ikke glemmer dem!»
Med blomstene fra Reistad var bordet pyntet, i
brusende papirhylstre stod de langs duken lik smaa
baldamer. Eli lot ofte blikket hvile paa dem under
maaltidet: her var noget til stede, som vilde hende
bare godt . . .
Og eftersom stemningen steg rundt bordet og en
og anden roste maten, saa hun at Roar kom i kulør.
Selv sat hun noksaa faamælt mellem den skjæggete
kjøbmand Sturland og konsul Albrecht. Det hadde
været Roars bestemte ønske, hun skulde ha denne
blek-fete konsul paa venstre side — han var en av
det gamle klientel, som ikke hadde sviktet. Og han
led av en indbringende diabetes.
Gjestene selv var alt andet end faamælt, nede fra
ungdommens bordende klang latteren alt i ett —
oppe rundt værtskapet gik samtalen livlig om byens
lokale problemer, om fælles minder, om sport og
politik.
To ganger hadde konsul Albrecht komplimentert
Eli for hendes toilette — hver gang gled hans
glas-aktige blik over hendes skuldre og bryst. Hun hadde
parert med smaa, flinke ord, og hun prøvde holde en
samtale gaaende med kjøbmand Sturland. Men det
var faafængt arbeide — Sturland var lidenskapelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
