Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
Eli aapnet læbene — vilde si imot. Men det kom
ikke lyd. Egen — hun prøvde lodde ordet, fandt
ikke bund . . .
«Jeg har fortalt hende, Tore er en
rundbrænder —» sa hun heftig — rettet sig, ranket sig, vilde
ha hjertet til at stilne. «Hun kunde latt være at ta
brevet, Roar! Saa hadde hun været spart!»
«Hun har været fra sig —» han snudde sig ind
mot værelset, pande og kind var grimet. «Hun har
elsket — saa ung hun er. Da tar en ikke hensyn.
Det vet vi jo, Eli.»
Hun kroket sig ned mot sit eget fang.
«Hvad skal vi gjøre, for at gjøre det godt igjen,
Roar? Aa, hvad skal vi gjøre?»
«Jeg er ræd, vi ingenting kan gjøre.»
«La hende i fred,» sa han, litt efter.
Og han gik bort og la Elis hode ind mot sig,
dækket det med haanden. Det kjendtes, som gik han
sund — han vilde være hos hustruen — men han
vilde været hos datteren ogsaa, være der Ingrid
hadde gjemt sig med de bitre taarene sine. —
Den dagen, dette hændte, gik Ingrid Liegaard
til Sturlands. Hun blev der i to døgn, — venskapet
med Beate kom i orden igjen.
Det slåp ikke frem ord fra hende om det, som
var hændt. Faamælt og stille sat hun i stuen hos
Sturlands og heklet; inde paa soveværelset snakket
hun med i Beates snak. Men naar veninden sov,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
