Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Saa traf blikket palmen — et blekt solstreif fik det
nye, spæde bladet til at lyse. Og pludselig maatte
han mindes dagen og timen, han hadde holdt et lite,
nyfødt pikebarn i armene —
Han gik bort og tok datteren i favn.
«Naar du faar det vesle barnet, blir alt
anderledes for dig —» hvisket han. «Naar du har et hjem,
og blir mor, vesla mi.»
Hun klynget sig ind til ham, hun klemte det
hete, vaate ansiktet ind mot hans:
«Bare du vil like ham saa, far!»
Ved syvtiden om aftenen kom baker Andersens
søn Adolf op trappen til doktor Liegaards leilighet.
Snart en halvtime hadde alt deroppe lyttet efter
disse skridtene — Roar inde fra kontoret, Eli fra
stuen, Ingrid ved vinduet i sit eget rum. Møblene
stod stumme, luften holdt pusten, gjennem lukkçte
dører møttes de samme tanker. Da rørte de tre
menneskene paa sig — han kom.
Eli lukket op for ham. Det var første gang hun
saa datterens ven paa nært hold. Med hatten i
haanden blev han staaende foran hende ute i opgangen,
— høi, sværlemmet, litt fetlagt, hodet sat som loddet
paa den korte halsen, ansiktet var massivt og blekt,
øinene smaa og lyse. Med et fort, olmt blik saa han
paa hende.
«Fru Liegaard,» sa hun.
«Adolf Andersen —» han bukket klodset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
