Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Sultanen og hans skjønne Datter Marcebilla boede, og
paa det fremstaaende Klippestykke var det Slot, hvori
Reinold levede. Til alle disse Steder gjorde han hver
Dag Valfarter og frydede sig; han begyndte at låve Vers
over dem. Det var et helt Fantasiliv.
Men alt var dog ikke lutter Glæde, Livet havde
ogsaa sine Beskheder for Drengen. Vilhelm mente, at
tidlig Tugt var god for at gjøre ham bøjelig og lydig;
derfor blev den mindste Overtrædelse straffet strængt
med Ris. Heinrich var bange for Pryglene, og for at
undgaa dem kom han ind paa at lyve; han vilde derved
dække sine Fejl. Men lige til han var et voxent
Menneske fulgte en farlig Lethed til at sige Usandhed ham,
og det kostede ham megen Kamp at overvinde den. Da
Vilhelm mærkede hans Løgne, blev han endnu strængere
end før og tugtede ham meget haardt, men naaede
derved kun, at Heinrich fik en stor Færdighed i at gjøre
sine Løgne sandsynlige. Og naar Drengen mærkede, at
han havde Held med sine Usandheder, glædede han sig og
takkede Gud for, at han derved undgik Straf. Man ser,
at denne Opdragelsesmaade ikke var ubetinget god.
Gamle Eberhard saa’ det ogsaa. Naar Vilhelm greb
Riset, kunde han smile og ryste de graa Lokker, og
engang sagde han: „Vilhelm! den der ikke vil, at hans
Befalinger idelig skal overtrædes, han maa ikke befale
meget. Alle Mennesker elske Friheden. Forbyd Drengen
hans Fejl, naar han vil til at begaa dem, og lær ham
hvorfor." Vilhelm lod sig da ogsaa sige; han gav ikke
mere Drengen en Mængde Forbud, som denne knap
kunde huske, men indskrænkede sig til at sige ham
Besked i det givne Tilfælde, og derved gik det da for
Fremtiden bedre. Forøvrigt ansaa’ Heinrich Jung det
paa sine ældre Dage for en god Styrelse, at han som
Barn var bleven tugtet saa meget, thi han var af Naturen
letsindig og sanselig.1)
]) Lehrjahre Schr., S. 589.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
