Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
dybt tungsindig. Naar Solen skinnede, følte han sine
Lidelser dobbelt; var det Regn og Storm befandt han sig
bedre, thi det stemmede mere med hans Sind; Efteraaret^
gule Blade fyldte ham med Vemod. Naar Fader Vilhelm
engang imellem var vel tilpas, kunde han sige: „Det Sind
har du arvet fra din Moder. Vi Junger finde altid Behag
i Naturen, hvordan den saa er; men Dorthea var munter
og glad om Sommeren; om Efteraaret begyndte hun at
sørge og levede ikke op, før Foraaret kom."
Heinrich var saa heldig at finde en Ven, som han
kunde udøse sit Hjærte for, en Jærnstøber ved Navn
Kaspar. Søndag Eftermiddag spaserede de tidt sammen,
og Kaspar trøstede ham da med, at han var vis paa, at
Gud havde bestemt Heinrich til noget ganske andet end at
være Skrædder og Skolelærer. Det hævede dennes sunkne
Mod, og han besluttede at bære sin Skæbne med Taalmod.
Snart lysnede det igjen. Allerede ved Juletid blev
han af Skoleforstanderne kaldet til Lærer ved Skolen i
Klafeld, der laa i samme Sogn, og ved Nytaar 1760
tiltraadte han Embedet, denne Gang med det faste Forsæt
at gjøre sig al Flid, saa ingen kunde klage over ham.
Det gjprde han da ogsaa trolig, og kun i Fritiden dyrkede
han nu Bøger, Mathematik og Musik. Men hans Lyst til
Forskning i Naturens Hemmeligheder kunde nær have
bragt ham i Ulykke her. Han gjorde Bekjendtskab med
en Skolelærer i Nærheden, som altid talte om store
Hemmeligheder, han kjendte; han kunde lede magiske og
sympathetiske Kræfter; ja han erklærede under Tavsheds
Segl, at han meget godt kjendte det føräte Stof til de
Vises Sten. Han saa’ derved saa hemmelighedsfuld ud,
at den troskyldige Heinrich mente, at han vistnok havde
selve de Vises Sten. Læreren var desuden altid saa godt
forsynet med Penge. Med stor Interesse læste nu
Heinrich Basilius Valentinus’ Skrifter, en af de berømteste
Adepter. Han mente, at Alkymien maatte være Vejen til
ret at lære Naturens Grundkræfter at kjende; derimod
brød han sig ikke om at blive rig. En Dag, da han be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
