Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
og derfor overdrog sin Landmaalerforretning til Vilhelm,
der meget godt forstod sig derpaa. Naar denne da drog
ud paa Opmaaling, tog han Heinrich med, og det var da
lykkelige Dage; Heinrich forstod det snart endnu bedre
end Faderen. Folk undrede sig tidt over hans Dygtighed,
og han kunde vistnok være kommet frem ad denne Vej,
hvis han havde været mere velklædt. Men han fik aldrig
nye Klæder og saa’ alt andet end net ud.
For det meste var han dog hjemme og maatte hænge
i med Arbejdet. Faderen var efterhaanden bleven mere
og mere kold imod ham, paavirket af sin Kone, og tiltalte
ham tidt haardt, hvilket faldt tungt paa hans bløde Sind.
Tilsidst kom det til en afgjørende, uhyggelig Scene.
En Dag kom Heinrich hjem fra en anden Landsby,
hvor han for Tiden syede, for at hente en Ting; han tænkte
ikke paa noget og kom nok saa frimodig ind i Stuen.
Saasnart Faderen saa’ ham, fo’r han op, greb fat i ham
og vilde i Forbitrelse kaste ham til Jorden. Men Heinrich,
der var stærkere, tog ham i Armene og holdt ham fast,
saa at han ikke kunde røre sig. Han saa’ ham lige ind
i øjnene med et Ansigt, hvor ikke Vrede, men den
inderligste Bedrøvelse stod malet, thi han følte sig i det
øjeblik saa ulykkelig som ingensinde før. Vilhelm kunde
ikke taale hans Blik; han vilde rive sig løs, men Sønnen
holdt ham fast og rolig. „Fader," sagde han, „eders Blod
flyder i mine Aarer, og en salig Engels Blod, — tir mig
ikke til Raseri! Jeg ærer jer, jeg elsker jer, men," i det
samme slåp han Faderen, sprang hen mod Vinduet og
raabte: „Jeg kunde skrige, saa Jordens Kugle skulde ryste
paa sin Axe og Stjærnerne skjælve!" Saa traadte han
igjen hen imod Faderen og sagde: „Fader, hvad har jeg
gjort, som er strafværdigt?" Vilhelm holdt Hænderne
for Ansigtet og græd; Heinrich gik hen i Husets fjærneste
Krog og overgav sig til sin Smerte.*) Men det var
aabenbart, Sønnen stod som Sejerherren.
’) Jugend S. 177.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
