Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
1784, da Kurfyrsten flyttede Akademiet fra Kaiserslautern
til Heidelberg for at forene det med det gamle
Universitet (Ruperto-Carolina) dér. I Efteraaret brød Jung op
og kom dertil. Forandringen var i det hele taget
behagelig. Egnen er jo yndig og var mere civiliseret end
i Pfalz; han fik noget større Indtægt og en mere udstrakt
Virkekreds. Heller ikke manglede han her kjære Venner,
og han nød megen Yndest blandt Befolkningen paa Grund
af sine Stær-Operationer og Øjenkure, som han fortsatte,
hvor han saa kom hen, og altid udførte uden Betaling
for mindre bemidlede. Kurfyrsten paaskjønnede hans
Virksomhed ved at give ham Titel af Hofraad. Megen
Glæde havde han ogsaa af at være Medlem af „det tydske
Samfund" i Mannheim, hvor han kom hver 14de Dag og
færdedes i en Kreds af intelligente Mænd.
Den vigtigste Begivenhed i Heidelberg i den Tid,
Jung boede i denne By, var Universitetets 400 Aars Fest
1786. Den blev fejret med stor Stads, og mange Folk
fra nær og fjærn samledes her ved denne Lejlighed.
Jung skulde holde Festtale paa det statsvidenskabelige
Fakultets Vegne. Alle de andre Taler bleve holdte paa
Latin i Festsalen, hvor der var koldt, og Tilhørerne vare
inderlig kjede af „den evige Latinsnak og Promoveren".
Men Jung kom til at tale i den statsvidenskabelige
Højskoles egen Sal, der baade var opvarmet og smukt
oplyst, da det var Aften, og han talte paa Modersmaalet.
Hertil kom, at han var godt skaaret for Tungebaandet,
havde baade Kraft og Følelse. Han rev Tilhørerne i den
Grad med, at de snart græd, snart frydede sig, og han
blev flere Gange afbrudt af Bifaldsklap og Bravoraab.
Sligt var ganske anderledes usædvanligt end nu, og gode
Talere vare i det hele sjældne Fugle dengang. Da han
gik ned af Kathedret, takkede Ministeren v. Oberndorf
ham meget forbindtlig, og man kan tænke sig, at den
fordums Skrædder og Skolemester maatte føie sig smigret,
da de pfalziske Stormænd i al deres Stads, med Stjærner
og Ordensbaand paa, traadte hen til ham og én for én
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
