Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Ludvig Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO
ANATHON AALLA
H.-F. Kl.
teoretiske forklædning \ kan det ikke nektes at han i dette punkt —
som overhoved i sine teoretiske forestillinger om sjælelivet — virker
gammeldags, ogsaa maalt med sin tids maalestok. I sin diskussion om
herhenhørende spørsmaal, om sjælens forhold til legemet o. 1., bevæger
H. sig gjerne mellem de gamle grækere og scholastikerne paa den ene
side, Cartesius paa den anden, nu og da med sideblik til Leibniz. Men
han indiater sig ikke paa Hobbes, som dog allerede hadde utviklet saa
vegtige og fruktbare synspunkter i psykologien. Og at H. for disse
spørsmaals vedkommende har lært noget av Locke, er, paa en enkelt
undtakelse nær, ikke let at se.
Det skal imidlertid villig indrømmes at tiden ikke la ham det
altfor nær at trænge dypere ind i faget. Det man i Hobbes’ samtid og
nærmeste eftertid merket sig hos ham, var hans ytterliggaaende
samfunds-og retsteorier, og Locke er jo mere erkjendelsesteoretiker end psykolog.
Først de franske sensualister (for ikke at tale om de senere engelske
associationsfilosofer) førte diskussionen over i mere rent psykologiske
spor. Men de lever senere. Det eneste betydelige skrift av denne
art som forelaa offentliggjort endnu i H.s tid, nemlig i et av hans
senere leveaar, er L’homme machine, som utkom iste gang i 1748.
I en av sine senere epistler (V, 467 cfr. 466) gaar H. ind paa
arbeidet. Det gjorde et sterkt indtryk paa ham, og under paavisningen av
det gir han — imot sit grundsyn iøvrig — en deterministisk tankegang
et visst rum (smlgn. Ep. V, 510). Dette berømte arbeide av Lamettrie
staar i sit anlæg Descartes’ mekanistiske verdensopfatning nær, men er
i sin psykologi fremgaat av den Lockeske erfaringsfilosofi. H.
undskylder (Ep. V, 467) sin milde dom om skriftet, som ikke alene forkaster
al religion, men endogsaa nekter sjælens selvstændige art og fører alle
menneskets gjerninger tilbake til legemets organisation, blod og væsker.
H. sier: »Man maa vel tilstaae, at den lærdom, som grunder sig paa
erfarenhed, er den sikkreste rettesnor. Man maa med autor tilstaae, at
hundrede vildfarelser reyse sig af antagne definitioner og af argumenter a
priori. Man maa ogsaa tilstaae, at organa, blod og vædsker
contri-buerer til det som man kalder fornuft, og at de udvirke affekter og
tilbøyeligheder.«
1 Se Epigr. III, 97, fremdeles Epigr. I, 82. Her utvikler H. hvorledes »nidkjærhet og
iver" skifter med legemets tilstand: Thi der findes mange, som med største iver
deklamere mod feil og laster, naar de er fastende, men efter maaltid have aldeles intet
at sige paa verden. Mangen dommer fælder mildere sentens om eftermiddagen end
om formiddagen, og mangen straffeprædiken grunder sig heller paa en husfoi træd end
paa en hellig iver for kristendommen. En gammel siger, at verden ældes og tager af,
og iagttager ikke, at han selv ældes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
