Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Niels Treschow 1751—1833
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Igii. No. 3.
psykologiéns historie 1 norge.
SI
T. nævner selv flere som han har lært av. I sin opfatning av
artsbegrepet støtter han sig til undersøkelser av franske naturforskere, navnlig
Buffon. Videre zoologiske og geologiske grunde for sin utviklingslære
har han fra Cuvier, Brongniart, Sternberg m. fl. En ikke ringe
tilskyndelse til sin lære om hvorledes levevæsenerne først har havt sit
tilhold i vandet eller i urtidens slammasser, har T. fra andre, især antike
tænkere. Han minder1 om Empedokles’ og Lucrets’s biologiske
lærdomme om hvorledes fra først av ufuldkomne livsformer utviklet sig til
fuldkomne levevæsener; i samme forbindelse henviser han til Bonnet
og flere nyere naturforskere, som lærer at kimerne til alle dyr og planter
oprindelig har været adspredt i dunstkredse, jorden eller vandet.
T.s kritik over den gjængse naturhistoriske lære om arterne som
uforanderlige begreper traadte frem samtidig med et verk som i
motsætning til denne normands indlæg i diskussionen skulde bli av
verdenshistorisk betydning. Det er den franske naturforsker Lamarcks
Philosophie zoologique, 2 bind, Paris 18092. T. har ikke læst Lamarck3.
Derimot har han, som allerede fremhævet, med interesse studeret
Erasmus Darwins i sin tid opsiktvækkende arbeide Zoonomia. Her fandt
han flere tanker som kunde virke i retning av en evolutionslære.
Almindelig erkjender man nu ogsaa i Charles Darwins bestefar den første
som systematisk brukte utviklingsprincipet som forklaring paa de mere
eller mindre indviklete, mere eller mindre fuldkomne former inden
dyrerækken. Av hans arbeide skal jeg nedenfor anføre nogen punkter som
særlig har interesse for T.s biologiske og evolutionistiske synsmaater.
E. Darwin ophæver den strenge grænse som systematikerne hittil
almindelig satte mellem planter og dyr. I avsnittet: Vegetable
Animation I, 135 sier han at planterne har flere anatomiske likheter med
dyrene; at de fremdeles viser spor av forskjellige sorter følsomhet: saaledes
for temperatur, berøring, fremdeles sandsynligvis for lukt og erotisk
irritation. Lignende overgange er der mellem den menneskelige og den
dyriske intelligens. I, 171 gjør E. D. opmerksom paa saadanne
organer som endnu er igjen, men ingen nytte gjør i det organiske liv
(rudimenterne), og han søker en sandsynlig forklaring for dem i en for-
1 Om Gud, idee- og sanseverdenen II, s. 108.
2 I verket gjøres gjældende, at rent naturlige aarsaker fører til at livsformerne skifter;
ved individets tilpasning til naturbetingelserne fremstaar de forandringer som gir os
billedet av en utvikling. Ogsaa menneskets avstamning maa forklares evolutionistisk.
3 Merkelig nok synes heller ikke Goethe at ha kjendt Lamarck. Han har ihvertfald ikke
læst L.s Philosophie zoologique. Se E. Haeckel, Natürliche Schöpfungsgeschichte.
11. Aufl. Berlin 1909, I, s. 99 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
