Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Niels Treschow 1751—1833
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
içi i. No. 3.
PSYKOLOGIENS HISTORIE I NORGE.
33
logi til de aandelige fremskridt og til den menneskelige
fuldkommen-gjørelse.
I sin kime indeholdes her, som det let sees, hele den
utviklings-tanke som har omskapt menneskenes syn paa livets utspring, historie
og vilkaar. Der er visse punkter som er svakt utviklet eller omtrent
helt er borte i beviskjæden. I den lære som fik sin videnskapelige
utformning i Charles Darwins arbeide: On the origin of species, 1859, og i
Herbert Spencers og Wallaces avhandlinger, indtar arveligheten en mere
fremskutt plass end hos Erasmus Darwin og end i T.s argumentation;
men just arveligheten i den av teorien krævete utstrækning har vist sig
at være det forholdsvis mest usikre argument (smlgn. den Weismannske
strid). Et væsentlig nyt moment fik indpas hos Charles Darwin,
Wallace og Herbert Spencer, historisk indledet ved Malthus’ teori om
folkemængdens forøkelse. Det er den rolle som livskampen har ved
avgjørelsen av artens grundlægning og vedvaren: læren om det naturlige
utvalg, særlig den kjendsgjerning Herbert Spencer karakteriserer ved
slagordet om the survival of the fittest. Hos Erasmus Darwin er der
tilløp til samme naturhistoriske argument. I det som Treschow utvikler
om emnet savnes det.
Eget for Treschow i sammenligning med Erasmus Darwin er at
han gaar saa nøie ind paa punktet om menneskets avstamning, fremdeles
den evolutionistiske grundtanke, at der i selve stoffet har hvilet en indre
dannelsesdrift. Med hensyn til iste punkt er T.s originalitet, saavidt
jeg ser, væsentlig. Læren om menneskets avstamning av en dyrisk
stamform — et vanddyr eller en apelignende dyreform — har han utviklet
mere specielt end paa hans tid endnu nogen anden og har han utredet
uten at det skyldes direkte tilskyndelse fra naturfilosofisk hold i samtiden.
Goethe ytrer allerede i 1796 noget om menneskets og dyrenes
avstamning fra en fælles stamform, men lar det bli med bare antydninger1.
Lamarck har jo hele grundsynet; men det verk deri han fremførte det
i 1809: Philosophie zoologique blev systematisk tiet ihjel av en oprørt
samtid, og Treschow har foredraget sin avstamningsidé uten at kjende
Lamarck.
T.s svakhet er at han ikke, som de andre her nævnte mænd, har
tilført selve naturvidenskapen nye motiver eller leveret noget selvstændig
bidrag til et virkelig naturstudium. Det gjør hans teori om naturutviklingen
1 Se Haeckel 1. c. 81 fg. Av ældre som har slaaet paa den tanke, at mennesket —
ihvertfald laverestaaende grene av slegten — kunde ha apen til stamfar, kan nævnes
presten Lucilio Vanini (brændt som kjætter i Toulouse 1619) og anatomen S. Th.
Sömmering, som i 1784 bragte stor uro i Mainz ved en slik lære. Begge indskrænket
sin descendenslære til at gjælde Negre.
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1911. No. 3. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
