Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Motiv. V. Koch, der selv var udgaaet fra Akademiet, kendte meget godt Parolen. For en Snes
A ar siden vilde m an have set ganske anderledes paa en Tegning som Nyrops, sagde han, thi
m an vilde have krævet en bestem t Stil. Selv havde han ogsaa i sine Forslag bøjet sig for dette
Krav. Men naar han tilføjer: „vor Tid er ikke saa akademisk*, var dette dengang dog næppe
m ere end et fromt Ønske. Gamle C. F. H ansen havde taget sine M otiver fra rom ersk Arkitektur
og den deraf afledede italienske Klassicisme i det 16. A arhundrede, senere hen i Tiden havde
m an ogsaa optaget M otiver baade fra rom ansk og gotisk M iddelalder og fra den italienske Re-
naissance, men kun de færreste Arkitekter forstod at forme de fremmede M otiver efter deres
Ønske og Bygningens Form aal, saaledes som H erholdt har gjort ved Nationalbanken og U niver-
sitetsbiblioteket. De fleste krøb i den historiske Stil som en Dreng i en Ridderrustning, og forsvandt
selv helt bag det blanke Harnisk. Ved Akademiet lærte de udm æ rket at tum le de forskellige Stil-
arter; det var nu engang Akademiets Opgave; men de glemte ikke denne Læ re senere hen ude
i Livet. Derfor byggedes der hele L andet over snart i den ene, snart i den anden Stil, men hvor-
for just denne Bygning talte dette historiske Stilsprog var i Reglen ikke saa let at afgøre, og endnu
vanskeligere var det at faa fat i M anden og K unstneren bag Stilen.
D engang beherskedes K øbenhavn af den nyfranske Renaissance, saaledes som den havde
udviklet sig i Paris under det andet Kejserdømme. Med Stolthed kunde m an pege paa, at saadan
som der byggedes paa Gam m elholm og i Voldkvarteret, saadan byggedes der hele Europa over,
fra W ien til London, fra Neapel til Stockholm. Den Stil kunde nu hver eneste københavnsk M ur-
m ester paa sine Fingre. Men hvorfor just fredelige københavnske Borgere skulde bo i Huse, der
m indede om ridderlige og krigerske franske Renaissance-Slotte, dette Spørgsm aal tænkte ingen
paa at besvare. N aar vi blot fulgte saa nogenlunde med, naar den Frem m ede, der besøgte Byen,
ikke saa andet end en europæisk Maske, saa var alt godt. Heller ikke opholdt m an sig over, at
Forbilledet var Bygninger af huggen Sten, som kum m erlig eftergjordes i tarvelig Cementpuds.
Nyrop havde nu begaaet den utilgivelige Fejl ikke at gennemføre sin Bygning i en historisk
og stedlig afsluttet Stilart. H an havde benyttet M otiver fra italiensk Gotik, som endnu den Dag
idag staar paa Sm agens sorte Tavle, og han havde taget et Motiv fra dansk Bygningskunst i Re-
form ationsaarhundredet. Men endnu m ere utilgiveligt var det dog, at han havde sprængt de hi-
storiske Stilarter og prøvet paa at være sig selv, eller rettere: saa fint og inderligt havde han lagt
sig den givne Opgave paa H jærte, at der var kom m et noget ganske personligt frem, der slog hans
K am m erater med Beundring. Derfor lød det fra Akademikerne: H an vil ikke spinde, gnistre og
lægge Æ g, derfor skal han kanøfles. N aar m an saa paa Tegningen, sagde derimod V. Koch, var
det vanskeligt at sige, i hvilken Stil Bygningen er holdt; de middelalderlige Form er var kun til-
dels benyttede som Forbillede, thi de var selvstændig opfattede. M an kunde heller ikke her tale
om Renaissancestil, men Arkitekten havde frem draget M om enter af forskellige Stilarter og be-
nyttet dem paa en personlig Maade. Stilen maatte siges at være Nyrops egen Stil og intet andet.
Men saa fremm ed var m an dengang i Almindelighed for Tanken om, at en Bygm ester ligesom
enhver anden K unstner kunde vove at være sig selv, at R aadm and A braham son saa sm aat til-
lod sig at harcelere over „den Nyropske Stil*.
Ser m an bort fra det i M eldahls Ord, som Borgm ester Borup ikke troede var alvorlig ment,
saa ser m an ogsaa, at hans H ovedanke mod Nyrops Bygning var, at den ikke var akademisk.
H an havde derfor i sin Tid foretrukket Dahlerup-M øllers Projekt for Nyrops, og han troede nu,
at Bygningens Langsider vilde virke som „en Sammenstykning* eller, som han sagde i et U d-
valgsmøde, som „et Pakhus*, fordi de ikke havde noget klassisk Forbillede. Raadhushallen kræ -
vede han efter H øjrenaissancens Forbillede omgivet med aabne A rkader og Gallerier, og efter
det sam m e Forbillede burde Forsalen med Trappeanlæ ggene væ re trukket frem som et H oved-
motiv; nu „maa m an gaa en 60 Alen frem og en 60 Alen tilbage for at naa de Rum, m an søger.*
N aar de unge Arkitekters m angeaarig L æ rer endelig hævdede: „Historien viser, at der gaar Aar-
hundreder med for at give det Nye, der fremkommer, den rette Gestus, en Holdning og et U d-
tryk, hvorved det bliver levende og naturligt*, saa er Følgesætningen den: Put jer derfor i den
gamle Rustning, Børnlille, det er det sikreste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
