Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ket ganske anderledes. Da de først, nemlig 1889, skitserede det, havde de benyttet et Motiv fra
et temmelig udbredt Folkesagn om den frygtelige Lindorm , der lægger sig om en Landsby-
kirke, saa at M enigheden ikke kan komme ind i Guds Hus. Saa bliver en ung Tyrekalv opfødt
med Mælk og Hvedebrød, indtil den vokser sig saa overhaands stærk, at den kan binde an med
Lindorm en. Det bliver naturligvis en skrækkelig Kamp, idet Dragen oversprøjter sin Angriber
med Edder og Forgift. Denne Kamp var det oprindelige Ledem otiv for Springvandskom positionen;
i M idten, løftet over Kum m en, saa m an nemlig Tyren bore H ovedet i D ragen, m edens de tre
H undrager fra Kum m ens Rand lumskelig spyede op mod det rasende Kreatur. Det saa paa P a-
piret grum m e djærvt og m orsom t ud. Men naar m an tager M idtgruppen bort, der ogsaa dekora-
tivt var hele Værkets Krone og holdt sam m en paa det, saa forstaar m an ikke rigtig M eningen
med de tre spyende H undrager. Og selv om man, som Skovgaard senere har forsøgt paa en lille
Model, nu vilde tilføje M idtgruppen, er det dog ingenlunde givet, at Springvandet vilde gøre den
glimrende Virkning, som den oprindelige Skitse lovede, thi ved den endelige Udførelse er Dragerne
blevet forstørrede i Forhold til Kummen, og M idtgruppen kunde ikke blive saa dominerende, som
det oprindelig var tænkt. Endelig m aa m an ogsaa huske paa, at Værket fra først af var skitseret
til den tem m elig lille, paa de tre Sider afsluttede Højbroplads —hvor nu Storkespringvandet knej-
ser med sin tørre Overdel —
, men Raadhuspladsen er aabenbart lovlig stor til det. Den tørt farve-
løse Asfaltering skal heller ikke tjene til at flattere det; en M ønsterbrolægning omkring Springvan-
det vilde sikkert hjælpe ikke saa lidt. Med alt dette er dog ingenlunde antydet, at det djærve og
originale Dragespringvand er blevet forhutlet; m en M oralen er alligevel den: Det hæ vner sig at
ændre et Kunstværks dekorative og kunstneriske T anke, og det er en vovelig Sag at overflytte
et K unstværk til et Sted, hvortil det ikke oprindelig har væ ret bestemt.
H øjt over H aven løfter sig Trappehusets frem springende Gavlbygning, Forbygningens fest-
lige Afslutning. Som Forbygningen paa den solløse Nordøstside afsluttes af den golde Taarnflade,
saaledes afsluttes den paa Solsiden af denne frodige Gavl, der med sine festlige Farver og sit pynte-
lige Væsen synes undfanget i rigtigt Solskinshumør. I den fremspringende Karnap, hvis halvrunde
Gavl viser en let Genklang af H esselagergaards Gavle, har m an for sidste Gang Forbygningens
anselige Trefagsvindue, m edens jo ellers selve Gavlm otivet fortsættes under beskednere Form er
i Bagbygningens Gavlkrans. Saa flydende Forbindelsen mellem For- og Bagbygning end er, er
der dog her et Parti, hvis dristige Silhuet tvinger Øjet til Dvælen. Det er det slanke D uetaarn,
der løfter sig op over Trappehuset og strækker sit kegleformede, kobbertakte Spir c. 79 Al. i Vejret,
i Forbindelse med Tindekransens kække Fald mod Bagbygningen. I dette Partis Skønhed er der
noget nyt i dansk Bygningskunst, fordi det er uregelmæssigt. Paa Domkirken i Frauenburg ved
Konigsberg findes der —som K unstneren har gjort opmærksom paa - Taarne, der i M urarbejdet
ligner D uetaarnet. N aar dets Beboere svinger sig ned i H aven, vil berejste Folk sige: M arkus-
pladsen i Venedig. Det er dog en lovlig fjærntliggende Lighed. Ogsaa paa H ansens Raad- og
D om hus bygger D uerne Rede, selv om K unstneren ikke just har indrettet Slag til dem. Men i de
slanke Fialer, der løfter sig over Biskop Oluf M ortensens V aabenhus ved Roskilde Domkirke, er
der udsparet Huller til Fuglereder, og det sam m e skal være Tilfældet paa Jens Holgersen Ulfs-
tands barske Borg, Glim mingehus, ovre i Skaane. Man behøver saaledes ikke at gaa uden for
D anm arks gamle G ræ nser —men vel tilbage til M iddelalderen - for at finde en saadan Gæste-
venlighed overfor Him lens Fugle, som den, der har fremkaldt D uetaarnet.
F ra Gennem kørselen træ der m an ind i den aabne G aard, til de skyggende Træ er, det pla-
skende Springvand, G rønsværet og Buskadserne, en Hvile for Sindet, en Glæde for Øjet. Om
Forladelse —„en indre Gaardsplads, paa hvilken Vogne fra Stifteiserne og Hospitalerne kunne af-
sætte Personer, der bringes til (Fattig-)Afdelingen, eller optage Personer, som fra Afdelingen
skulle befordres til disse". Saadan læses der i Program m et for Raadhusbygningen, og det er ud
fra disse Ord, som fremkalder Forestillingen om Nød og Fattigdom og husvilde Stakler, at Byg-
m esteren har skabt denne skønne Gaardsplads. Hvilken M odsætning mellem det lidet lovende
Program og den indtagende Virkelighed!
Lad os fra det eneste trivielle, nemlig de kom m unale Bænke, stræbe at gøre os klare over,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
