Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er ikke bare, fordi Taarnet i sig selv er saa
vakkert mod den blaa Luft med Lygten og den røde
Hætte paa Toppen; men der er — selv midt paa lyse
Dagen — noget imponerende og betryggende ved det
vældige Taarn, for hvem Vind og Veir, Dag eller
Mørke, Sommerbris eller Vinterorkan er ligesaa
ligegyldig som en Maaneformørkelse.
Men naar Natten falder paa — Høstnatten uden
Maane, sort som en Grav; — naar Stormen tager til
og tuder og brøler om Lygten deroppe, saa det høres
lang Vei; naar der bliver saa mørkt i de trange Smug
mellem Husene, at Blæk ikke kan beskrive det, og
et søvnigt Lys fra et Vindu hist og her bare gjør
Mørket ti Gange tykkere; naar Vinden kaster sig
ned over Havnen, rasler med Tagstenene og uler i
Riggene, og alle Trærene i Fyrforvalterens Have ligger
paa Maven henefter Jorden; naar man ikke længer
ved, om det er af egen fri Vilje, man kommer saa
livsfarlig fort omkring Hjørnet, og der ikke længer er
Ørenslyd for Tordenbraget fra Sjøen og alle Stormens
mangfoldige Lyd — da er Fyret som Kobberslangeri
i .^Ørkenen for den urolige Sjæl! Jo tykkere Mørket,
des klarere lyser det deroppefra; jo vildere Rabalder
udenfor, des roligere blinker det aarvaagne og
forstandige Øie — utrættelig hele Natten igjennem; og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
