Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
loven, de er nedbrydere eller ialfald efter hele sin natur
anlagt for omvæltning. Disse menneskers forbrydelser
er naturligvis relative og forskjelligartede ; som oftest er
det omstyrtningen af det bestaaende i fremskridtets navn,
de tilstræber. Skulde en af dem, i sin idés interesse,
stige frem over et lig eller maatte udgyde blod, saa
vilde han i sit eget indre, paa tro og love, kunne gi
sig selv tilladelse dertil, — forøvrigt en& og alene i
forhold til arten og omfanget af sin idé, det maa jeg
endelig anmode Dem om at fastholde. " Dette er min
anskuelse, og kun i denne forbindelse er det, jeg i
mit opsæt taler om den ret, som ethvert menneske
har til at begaa forbrydelser. — Ja, De erindrer nok,
at vi begyndte med det juridiske spørgsmaal. I saa
henseende behøver man forresten ikke at gjøre sig
mange skrupler; mængden anerkjender ialmindelighed
aldeles ikke denne ret, den henretter dem, der
overtræder lovene og krænker overleveringen, — hænger
dem op, om de kan, og opfylder saaledes, i
fuldstændig overensstemmelse med sin ret, den dem iboende,
konservative bestemmelse. Kun maa man herved ikke
tabe af sigte, at de fra denne mængde nedstammende
" generationer meget ofte sætter de henrettede
æresminder og viser dem mere eller mindre ærefrygt.
Den første kategori, — den behersker stedse’ nutiden,
den anden fremtiden. De første. er samfundets støtter,
de formerer verden kvantitativt; de andre derimod er
drivkraften, som fører verden frem mod sit maal.
Begge, de første som de "sidste, har lige ret til at
eksistere. Med ét ord, jeg skifter lige ret til begge
sider og — vive la guerre éternelle! — naturligvis kun
saalænge til det nye Jerusalems tid er kommet.«
»De tror altsaa, alting tiltrods, paa det nye
Jerusalem ?«
»Ja, jeg tror,« —— svarte Raskolnikow fast; han
havde under hele sin lange udvikling uafbrudt lige
til sidste ord holdt øjnene fæstet paa jorden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
